fredag den 27. maj 2011

Omlægning...

... fra fire dæk til to flade konvolutter. Dét er hårdt. Min stakkels gamle Ford Escort måtte lade livet forleden, køn var den såmænd ikke mere, men køre kunne den.

Og jeg savner den, ikke så meget fordi jeg nu er afhængig af mine fødder og bussernes køreplaner, men jeg savner følelsen af at kunne køre NÅR jeg vil. Og til steder hvor det passer mig.

Men men... pengepungen har desværre en magt over mig, som jeg ikke kan gøre ret meget ved - medmindre jeg vil være totalt uansvarlig og bruge penge, jeg ikke har. Det får så nok også en ende, så bedst at lade være.

Gæld vil jeg ikke i mere for en bils skyld; den taber hurtigere værdi, end man kan nå at sige Tak for handlen til forhandleren.

Rusten blev dens død! 
Dette er ikke min bil, men et billede jeg har lånt fra dba.dk




Nu vil jeg så spørge her i blogland, om der er nogen, der har erfaringer med el-cykler. Hvis I har eller kender nogen, vil jeg blive glad for at høre om Jeres erfaringer.


Nu vil jeg lade op til weekenden som er lige om lidt. God weekend!


søndag den 15. maj 2011

Makrosjov #14

Jeg prøver lige igen med deltagelse i Catarinas blogleg: Makrosjov, den 14. af slagsen.

Emnet er denne gang VAND


Vand og makro råber jo på dråber, men jeg fandt et anderledes vandbillede i arkiverne.

Vand i en rød spand med spejlinger af bregner.



Du skulle smutte omkring Catarina og deltage (eller bare se alle de spændende billeder) - eller stemme, når vi når dertil.

Færdigt arbejde ---> Hør/bomuld strikkjole

Nu har husfotografen taget billede af madammen med kjolen i hør/bomuld på.

Den er skøn, let og luftig, og den bliver et HIT her til sommer (hvis altså vi skal have lidt varme).


Garn: Italiensk hør/bomuld fra Garnudsalg.dk --->dette her
Pinde:
Mønster: Eget design med ind- og udtagninger på alle de rette steder efter min facon.
Teknik: hhv. 2 pinde med 1 tråd og 2 pinde med 2 tråde, 2 pinde med 1 tråd og 4 pinde med 2 tråde, 4 pinde med 1 tråd og 4 pinde med 2 tråde. Strikket rundt ovenfra.
Hæklede ærmer og halskant.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er stolt af den - og ikke mindst af at jeg havde tålmodighed til at få den lang nok.


lørdag den 14. maj 2011

På vikingernes tid


var det at smede et håndværk, som bestemt ikke har været nemt. I denne weekend holder Moesgård Museum Vikingesmedetræf med smede fra mange lande, og det var da noget, der lige skulle undersøges nærmere.


Det var spændende at se, hvad det rå jern kan blive til, når det bliver varmet op, foldet, vredet og hamret på. Utallige gange. Disse knive består af op til 1600 lag jern, der er foldet og hamret, foldet og hamret, nogenlunde som hvis man laver wienerbrød. Mønstrene fremkommer når man folder og vrider på en bestemt måde.


Her ses en af smedenes arbejdsplads, læg mærke til den fine skammel, ikke noget med plastikstole her.


Temaet dette år er køkkenudstyr, og der blev smedet både potter og pander, og en masse forskelligt ta'tøj. Her er det redskaber, der nok fortrinsvis skal anvendes i haven sammen med grillen eller over bålstedet.


Der blev udvundet jern af myremalm, som hentes op fra undergrunden ved Esbjerg. Nu skal jeg ikke rode mig ud i lange forklaringer, jeg kan slet ikke huske alt, hvad der blev fortalt, men det var meget interessant at høre om processen, og se at de selv byggede udvindingsovnen af ler.







Alt i alt en meget lærerig og spændende formiddag. Lidt kold, det blæser en del, men det gik. Det var tydeligt at smedene ikke havde problemer med kulde... bar overkrop og bare tæer, men det er nok også varmt at stå der og svinge hammeren (eller hvad den nu hedder).

Jeg faldt over en fantastisk smuk kniv, sådan en altmulig-én til køkkenet, jeg er vildt forelsket i den, men ikke i prisen. 700 kr kostede den, ikke at det er dyrt, det hele er håndlavet, men altså for dyrt for mig. Jeg har ikke engang taget billeder af den, så kan jeg da ikke fristes af dem.



Kreativt sker der en smule, jeg er færdig med en kjole i hør/bomuld, købt her, jeg skal nok se om jeg kan få husfotografen til at tage et billede, når den er vasket og tør.

Nu er jeg i gang med en sommertop i silke/casmere/bomuld, købt samme sted. Faktisk købte jeg omkring 23 km garn, komplet tosset, men det skal nok blive anvendt. Og det skal lige siges, at det ikke er sidste gang jeg handler der.

Nu vil jeg slappe af og holde weekend, en god og stille én af slagsen.

Håber der også er sådan en weekend til Jer.

tirsdag den 10. maj 2011

Opladning må der til

Når batteriet (det psykiske) er fladt som en pandekage må der opladning til. RO er nr. 1, det er der som sådan ikke mangel på, men nr. 2 er bølgebrus og grønne skove - den konto stod i et stort rundt 0.


Det måtte der rådes bod på, så turen til skov/strand var velkommen. Jeg kan sidde der i vandkanten (nå ja, altså ikke liiige i kanten, men tæt på) og lytte til bølgerne med blikket indstillet på uendeligt og bare lade op. Det er så skønt og beroligende. Når altså lige man kan tømme hjernen for alt uvedkommende - og det kunne jeg. Med den her udsigt er det ikke så svært


Blikket vendte sommetider lidt tættere på, ganske almindelige strandsten kan være fantastisk smukke




Noget af det, der også kan oplade, dog ikke i så stor en grad, er besøg i diverse dyreparker. Det er en fornøjelse at betragte dyrene... se blot denne kamel



eller isbjørnen


Nu vil jeg nyde resten af ugen - fuldt opladet, og håbe at energien holder mere end blot et par dage.

I må ha' en god uge!

fredag den 6. maj 2011

Makrosjov # 13

Catarinas blogleg denne gang har emnet: "Set på badeværelset"

Det er et svært emne, ikke fordi der ikke er noget at fotografere...men hvad skal man da vælge?

Mit bidrag er denne vatpindeblomst



Se Catarinas blogleg og deltag, hvis du kan - ellers er du velkommen til at stemme, når den tid kommer. Følg endelig  med...